Studietur til Budapest
Allerede sidste skoleår blev det besluttet, at min klasse skulle på studietur til Budapest og det var vi heldigvis også med til selv at bestemme. Månederne fløj derudaf og vi startede på andet år på HG. Pludselig var det blevet den 10. oktober, hvor vi skulle afsted mod Budapest.
Vi boede på et hotel ved navn Hotel Chesscom i en forstad til Budapest, som hedder Köbánya-Kispest. Den første aften hyggede vi os på den lokale restaurant, hvor vi egentlig fik noget ganske udmærket mad. De efterfølgende dage bød på byvandring, besøg ved Parlamentet, båd-sightseeing på Donau floden, badetur i de termiske bade i Gellért-badene, shopping, sigøjnerfest, besøg på Gymnasium/Handelsskole i Budapest og meget meget mere.
Derudover kører de virkelig som en flok idioter i Budapest, vi var blandt andet vidne til, at en mand kørte direkte ind i først en bil i den ene side og dernæst en bil i den anden side. Budapest er uden tvivl en helt fantastisk by, hvor man tydeligt kan se, at de er en anelse tilbage i tiden, da de stadig har sporvogne og der er ikke særlig mange som kan engelsk. Det har været fem fantastiske dage, som var spækket med dejlige mennesker, fede oplevelser og ikke mindst en masse dejlige minder – det vil jeg gerne takke 207 for.