Hverdagen indlæg


Stilhed før stormen

Som den kvikke læser nok allerede har fundet ud af, så bruger jeg ikke forfærdelig meget tid på min blog lige i øjeblikket og det er jo utrolig ærgerligt. Skolen og de daglige gøremål tager simpelthen al min tid og det er der jo desværre ikke så meget at gøre ved. Dog bestræber jeg mig voldsomt meget på, at få opdateret bloggen så meget som overhovedet muligt.

Forleden dag fik jeg optaget min første videoblog og det blev faktisk en ganske god videoblog, hvor jeg allerede nu har fået rigtig meget ros for den – og det er jeg virkelig lettet og glad over, så mon ikke I snart ser endnu en videoblog fra min side af på cathrinejk.dk.

Jeg har i dag været på Amerikanermesse i Odense, hvor der var spækket op med Amerikanerbiler og det var nu spændende nok, da min stedfar inden for nogle år selv skal have sig en Amerikanerbil. Om lidt vil jeg give mig til at se The Jansen Show.



Sommernyt

Hele dagen har jeg ganske enkelt bare slappet af, da jeg har rigtig ondt i hele min krop. I går var jeg på stranden med min kæreste, fætter og kusine og vi befandt os på Kerteminde Strand i omkring 9 timer og det kunne min krop tydeligvis ikke holde til i længden, da jeg er helt rød.

Fornylig har jeg modtaget brev fra TietgenSkolen, hvori der stod, at jeg skulle starte i skole den 10. august. Samtidig har jeg også modtaget min pakke med 2x Renati voks og en ID Hair Ice-Shampoo og så har jeg modtaget presseakkrediteringerne til Grøn Koncert.

Derudover er jeg også begyndt så småt at pakke, da jeg i morgen skal på ferie hjemme hos min kæreste og på mandag drager vi i sommerhus i det mørke jylland, sammen med ham, hans familie og nogle af deres venner – det glæder jeg rigtig meget til. På nuværende tidspunkt har min lillebror fået mig overtalt til, at se Nådeløs Hævn, så det vil jeg gøre.



Strandtur med Frederik

I hele den forløbende uge er min kæreste, Frederik, på ferie hos min familie og jeg. Allerede i mandags var vi med min mormor på stranden og igen i dag inviterede min mormors os med på stranden i Kerteminde. Den var vi selvfølgelig helt med på og vi gjorde os klar da vi stod op.

Vi tog afsted ved middagstid og vi blev på stranden, da min mormor tog hjem ved en 3-tiden. Vi blev så hentet omkring spisetid, men vi havde uden tvivl haft en rigtig dejlig dag på stranden i det gode vejr. Vejret var rigtig lækkert, vandet var skønt og vi fik tilsyneladende også rigtig meget sol. Masser af farve på hele kroppen, men også nogle helt igennem solbrændte skuldre.

De kommende dage regner jeg med vi skal slappe en lille smule af, nyde det gode vejr og selvfølgelig lave lidt forskelligt. På mandag drager vi i sommerhus sammen med hans familie.



Fødselsdag og 9 månedersdag

I løbet af den seneste uge, har vi herhjemme gået og ordnet en masse forskellige ting rundt omkring i huset, men tilsyneladende også udenfor. Grunden til dette er, at min mor i dag fylder 39 år og det skal naturligvis også fejres med en ordentlig omgang fødselsdagsfest for hele familien. Dermed er hele familien inviteret til stor grillfest i aften og det glæder jeg mig til.

I morges vækkede vi min mor med favnen fuld af fødselsdagsgaver og hun fik en masse brugbare ting – blandt andet gav jeg hende en billet til en Rasmus Seebach koncert i Odense den 13. august, hvor jeg så tager med hende. Jeg vil til sidst gerne gøre opmærksom på, at jeg i de kommende dage heller ikke får blogget særlig meget, da jeg skal til 80 års fødselsdag i morgen og dernæst skal jeg tilbringe en uge sammen med min kæreste, som jeg såmænd også har været sammen med i præcis 9 måneder i dag. Tak for den du er – jeg elsker dig.



På besøg hos fætter Rasmus

Forleden dag aftalte min fætter og jeg, at vi skulle være sammen. I første omgang skulle vi bare have købt telt til Skanderborg Festival, men vi blev enige om, at jeg skulle blive hele weekenden over og sådan blev det nu også. Selvom jeg først kom rimelig sent hjem til ham fredag aften, så fik vi alligevel hygget os en del inden vi gik i seng.

Vi starede lørdagen med lidt morgenmad, hvorefter vi smuttede ud i det gode vejr. Efter en tur i Bilka i Odense, så blev vi enige om at tage på stranden med min min anden fætter, mine to kusiner og min onkel. Det var virkelig tiltrængt med en strandtur, da vejret virkelig var ulideligt. Senere på dagen var vi inviteret til fødselsdag ved Rasmus’ faster og der blev hygget med grillmad og pandekager på bålet – vi var cirka hjemme mellem 01.00 og 01.30.

Dagen i dag har vi egentlig ikke lavet særlig meget. Vi har brugt en del tid på at finde et nyt design til min blog, men dog uden held, da jeg er en anelse kritisk hvad det angår. Senere i dag skal jeg hjem, efter en utrolig god weekend i selskab med Rasmus og hans familie.



Biograftur – Twilight

For et stykke tid siden, fik jeg lokket min kæreste til at tage med mig ind og sen den nye Twilight film også bedre kendt som Eclipse. Den havde premiere i dag og vi havde naturligvis forudbestilt nogle billetter, så vi kom til at sidde rigtig godt på premieredagen. Filmen i sig selv var utrolig god, helt igennem fantastisk og jeg kan derfor varmt anbefale den til andre.

Derudover har jeg også fået købt en smule tøj de seneste dage, da jeg synes jeg manglede lidt sommertøj. Forleden dag købte jeg nogle haremsbukser og nogle hvide ballerinaer, mens jeg i dag købte en DND t-shirt, en top og nogle korte blomstrede haremsbukser. Samtidig har jeg også modtaget min bog om Twitter og den glæder jeg mig til at komme i gang med at læse. Resten af dagen vil stå på det rene afslapning – fortsat god onsdag til alle læserne. 😀



Sommerhygge i haven

Lige for tiden er vi ved at anlægge ny have og dermed bruger vi også enormt meget tid ude i haven, når vejret naturligvis er til det. Det er dog ikke altid, at mit engagement er særlig stort og slet ikke når varmen virkelig er på sit højeste. Da jeg i morges havde spist morgenmad og dernæst været i bad, så valgte jeg alligevel at gå et smut ud i haven, men det var simpelthen for at lege med mine små søstre. Jeg vil vove og påsta, at jeg faktisk tilbragte rigtige mange timer ude i haven i dag og det var faktisk også ganske hyggeligt – vejret var jo fantastisk. :b

Resten af aftenen vil jeg nørde en smule foran computeren og måske ordne en anelse på bloggen. Jeg havde dog også i tankerne, at jeg ville se Forrest Gump på Blu-Ray, for den film kan man simpelthen ikke få nok af. I løbet af næste uge regner jeg stærkt med, at jeg vil lave min første videoblog. Det er ikke med henblik på, at mine fremtidige blogindlæg vil være i form af videoblogs – jeg havde bare i sinde at afprøve det og se om det var noget for læserne.